Boganmeldelse: Livsfarlig Ledelse

Ledelse har i mange år været en passion for mig. Ud fra den erkendelse, at jeg har oplevet meget få gode ledere (subjektivt), hvilket har påvirket mig som menneske og medarbejder. Jeg har brugt rigtig lang tid på, at reflektere over ledere, deres ansvar, deres sti mod lederskabet, og sågar min egen plads i hele den ligning.

Ligesom jeg havde en følelse af, at tingene kunne gøres anderledes, da jeg læste “The Digital Workplace” af Paul Miller, så har jeg haft en ditto af, at ledelse kan gøres bedre. I perioder har jeg opfattet mig selv som ledelsesresistent. Men det er en overbevisning jeg har måtte lægge fra mig. Jeg er ikke ledelsesresistent – jeg er blot meget lidt modtagelig overfor meningsløs ledelse. Den ufleksible, autoritære, og i visse grader manipulerende, meningsløse ledelsesform (igen, subjektivt).

Nu siger jeg autoritær, manipulerende og meningsløs ledelse. Det siger jeg ikke sådan bare lige, det siger jeg fordi jeg har oplevet rigtig mange ledere gå til opgaven, ikke med et ønske om at forstå de mennesker hvis liv de har en absolut afgørende betydning for, men blot resultater, “my way or the highway” og endda så langt som gerne at ville lave folk om. Ikke fordi de nødvendigvis er dårlige ledere, eller dårlige mennesker. Mere sandsynligt er det, at organisationens kultur har skabt den situation. Eller, at ledernes performancereviews lider hvis ikke de bare får tingene løst, og så er det måden de har løst det på.

Så det var en befrielse at sidde med Christian Ørsted’s “Livsfarlig Ledelse“. For den handler netop om, hvad jeg i bund og grund mener ledelse handler om. Forståelsen af mennesket og dets virkemåde. Resultatskabelse gennem forståelsen af mennesket og dets virkemåde. For resultater skal vi jo opnå. Der kan blot være mange grader af, og former for, resultater.

Og ledelse må aldrig være meningsløs, dertil har faget simpelthen for stor betydning og indflydelse på folks liv. Skal ledelse være vedkommende, så kan det kun meget sjældent handle om “my way or the highway”. Som Christian Ørsted også skriver, ledelse handler om at skabe rammer. Rammer, hvor i den enkeltes styrker kan bringes optimalt i spil.

Bogen starter stille og roligt med at konstatere, at hvert år dør 1400 af stressrelaterede sygdomme. At 78% af alle arbejdende under 35 år, i det forgangne år har følt sig stressede. At lykkepille forbruget fra 1994 til 2003 blev øget med 495%. Det er nogle høje tal, og personligt må jeg da indrømme, at det øgede min interesse for at læse videre, med minimum 495%.

Det er ikke kun ansatte, det går ud over. Det går også ud over vores samfund, vores virksomheder og vores børn. Vi mister vores kreativitet. Vores innovation. Vores kontakt til det, der er væsentligt. Vi mister vores konkurrencekraft og løber hurtigere og hurtigere uden at skabe de resultater, der er brug for.

Formen er meget historiefortællende. Kapitlerne starter med at tage udgangspunkt i et problem. Christian Ørsted fortæller så gennem en fortælling eller historisk situation, typisk hvad han mener problemet er, og hvad løsningen er på det.

De danske ledere har gennemgået to stadier af ledelse, skriver han, og er på trinbrættet til det tredje stadie. Første stadie var Taylors videnskabelige ledelse. Den gik over i andet stadie, som er det stadie vi kender i dag, den moderne ledelse. Og i dette stadie ligger selve problemet. Tredje stadie har løsningen. Løsningen er bæredygtig ledelse – hvad det går ud på, må du læse om i bogen.

Hvor stadie 2 ofte kan genkendes på de mange stressede medarbejdere og en kultur, hvor innovationen er gået i stå, sprudler stadie 3 af kreativitet.

Jeg føler mig både underholdt og undervist. Underholdt af bogens måde at formidle sine budskaber på, gennem alle historierne.

  • Historien om hvordan moderne motivationsteori kom til verden, og hvad det egentlig er der er galt med den.
  • Historien om hvordan Japan som det første land i verden oplevede en bølge af dødsfald relateret til stress, og hvordan de som det første land i verden fik et ord til at beskrive den type dødsfald.
  • Hvordan ros gør dig glad, men dum.
  • Hvorfor teambuilding (i øvrigt en af mine kæpheste) i de mest grelle tilfælde har ført til selvmord.
  • Hvorfor gruppedynamik kan få dig til at overskride dine egne grænser.
  • Historien om hvorfor coaching i mange tilfælde bruges helt forkert, og hvilke skadelige resultater det har for den enkelte medarbejder.
  • Hvordan belønnings-/incitamentsordninger skaber nøjagtigt hvad organisationen gerne vil opnå – blot kun på den korte bane, og med skadelige langtidsvirkninger for både den enkelte og organisationen.

Ligeledes føler jeg mig undervist af alle guldklumperne. Meningsfulde guldklumper. Det er ikke historier det hele, bogen indeholder mange konkrete forslag til, hvordan vi både som ledere og mennesker, kan have en anden og mentalt langt sundere tilgang til både ledelse og andre mennesker. Tag f.eks. Christian Ørsted’s pointe om ros, som jeg egentlig ikke havde tænkt over, men som gav så meget mening for mig, at jeg har integreret den i mit eget liv allerede. Især ift. min søn, hvordan jeg roser ham, og hvad jeg roser ham for.

Jeg sidder tilbage, ikke kun med svar på nogle af de spørgsmål jeg havde, men med en masse nye spørgsmål. Det kan ikke være anderledes, for bogen nærmest maner til reflektion. Dens formidling af Christian Ørsteds bud på ledelsesproblematikker er nærværende og spændende. Jeg sidder på den ene side og kan genkende problematikkerne fra mit eget arbejdsliv. På den anden side er det nemt, eller i hvert fald nemmere, at gå fra bogen med en mere tilgivende attitude.

Nu skrev jeg i starten om det at blive udsat for meningsløs ledelse. Igennem mit arbejdsliv har jeg snakket med mange, både over, under og på mit eget niveau, som har givet udtryk for netop den følelse. Jeg synes denne bog giver en større forståelse for hvorfor ledelse er en kompliceret størrelse. En kompliceret størrelse man skal have respekt for. Både som udførende og den der bliver udsat for det.

Hvorom alting er, så er vi i et land som Danmark altså ovre industrialiseringen. Dermed bør vi også udfordre vores traditionelle Taylorske tilgang til det at være medarbejder, det at være leder, og i det hele taget det at arbejde. Denne bog mener jeg er et vigtigt skridt i den retning.
Om du er i stand til, at tilpasse bogens grundtanker til din egen verden, og om du tillige kan implementere dem – det må tiden og din egen indsats vise.

I mine øjne SKAL vi arbejde mod en mere humaniseret form for arbejdsplads. Hvor vi har plads til at brænde, uden at brænde ud. Hvor der er respekt for den enkelte, ikke kun som medarbejder, men i høj grad også som menneske.

Det er en revolution i bevidstheden. En revolution, der vil ændre den måde, vi arbejder på. Der ændrer vores syn på ledelse, og hvem vi er.

For som Christian Ørsted pointerer: Vi skal blive bedre til at passe på vores allervigtigste ressource. Hinanden.

Derfor er denne bog både vigtig og relevant. Den finder sin klare berettigelse i sit opgør med den traditionelle tankegang, som skulle få os fremad, men ender med at holde os tilbage. Hvor vi ikke bare mister sammenhængskraften ved hinanden, men måske endda os selv oven i.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *