Uge 1: 4 links om at lære

Sidste uges links bliver om en af de, i min optik, vigtigste egenskaber vi som medarbejdere kan have i dag: Evnen til at lære.

RIP viden, HAIL læring?

Jacob Morgen laver video podcasten #TheFutureIn5. Den bør du følge, han har rigtig mange gode tanker og reflektioner om hvordan arbejde bliver i fremtiden.

Episode 7 handler om hvorvidt vidensarbejde og vidensarbejdere i virkeligheden er på vej ud, til fordel for evnen til at lære. Den korte præmis er: Verden er omskiftelig, så det giver mere værdi at have evnen til at lære, end evnen til at vide.

Jeg tror det er delvist korrekt. Der hvor vi er uenige er nok om at vidensarbejde og ditto arbejdere er på vej ud.

Personligt synes jeg der mangler noget i den ligning. Nemlig at kunne.

En ting er at du er god til at lære (husk man også skal være god til at aflære). Det er fint. Når du lærer, suger du viden til dig, og pludselig ved du. Men der er meget stor forskel på at vide noget, og at kunne udføre det i virkeligheden.

Det er når du udfører noget (enten i praksis eller ved at undervise) at tingene virkelig sætter sig fast, begynder at give mening, og du skaber de erfaringer der gør at du med rette kan sige “jeg kan”.

Derudover ser jeg ikke rigtigt en verden hvor det du lærer er værdiløst næste uge. Slet ikke hvis du er i en traditionel organisation, som grundlæggende er baseret på specialiserede roller.

Så der vil være et behov for at vide over en længere periode. Og der vil være et stigende behov for at kunne involvere os i nogle emner, og skabe erfaringer og læring sammen.

En proces for læring

Richard Wells reflekterer lidt over hvordan han vil lære i 2016. Jeg tror personligt også mest på at læring får rigtig meget ud af et socialt perspektiv.

Begynd at skrive dagbog

“Kære dagbog, i dag dagdrømte jeg om hende i receptionen…”

You’re doing it wrong 😉

Jeg begyndte selv at skrive dagbog sidste år. Det er en af de der vaner som tager noget tid at etablere. Men den giver rigtig godt igen.

For mig handler det om lige at få reflekteret over dagen. Hvad har jeg gjort af erfaringer, positive som negative? Og så få det til at sætte sig bedre fast.

Du kan gøre det i en App. Strengt taget kræver det bare Notes hvis du er på iOS, Keep hvis du er på Android, eller Evernote/OneNote. Alle er gratis.

Jeg prøver at få brugt Day One.

I løbet af min arbejdsdag er jeg også begyndt at skrive ting ned. Det kommer der snart et blogindlæg om – for Cornell teknikken er ret god, synes jeg.

Benjamin Hardy har skrevet om nogle af de gode ting ved at skrive dagbog.

Øg dit kognitive overskud

I disse stresstider, står de kognitive evner for skud. Læs her hvordan du øger dit kognitive overskud.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *